Hvem kører med klatten?

Lokoførerne og deres nye overenskomst

Uden at være tæt på forløbet virker de senestebegivenheder ikke overraskende. Vi har at gøre med en arbejdsmarkedskonflikt, hvis lige er set tidligere. Den handler om at miste sine erhvervede rettigheder eller privilegier, og det er jo altid en besk pille at sluge. I krig ogkærlighed gælder alle kneb, her dog styret af overenskomster og hovedaftale… vi lever jo i et velreguleret samfund.

Historiske eksempler

Tidligere har vi set konflikten i SAS, Postvæsenet og hos folkeskolelærerne, men vi har også ældre sager, fx kreditforeningsmedarbejderne der i 80’erne en bloc måtte acceptere helt nye og ringere arbejdsvilkår. De skulle fremover øge arbejdstiden til 37 timer pr uge. Og længere tilbage typografkonflikten i slutningen af 70’erne uden sammenligning i øvrigt. Her var det den nye teknologi, der skabte ballade.

Udbud og efterspørgsel

Set koldt og wc-agtigt er der en balance på arbejdsmarkedet, som baserer sig på udbud og efterspørgsel. Hvis der er større efterspørgsel end udbud af arbejdskraft, vil det sætte sig igennem før eller siden.  Det gælder også den offentlige sektor. Se på lægerne feks. De er den bedst lønnede faggruppe i den offentlige sektor, langt bedre end andre grupper af akademikere. Det skyldes den store fokus på sundhedsområdet og mangel på læger. I tilfældet lokoførerne handler det om den offentlige transports generelle vilkår. Branchen er klemt og har været det i et stykke tid. Det er de politiske vilkår, som DSB forsøger at tilpasse sig. På sigt lurer ny teknologi med helt eller delvist fjernstyrede tog. Det er hårde odds.

Konflikten set udefra

DSB er ikke hvad det har været. Tidligere var det en etat og nu er det et statsligt A/S. DSB skal spare, de er under pres – politisk og trafikalt.

Derfor gætter jeg på, at ledelsen har set sig om efter et nyt forhandlingsgrundlag, og valget er faldet på DI’s ok, som ledelsen har vurderet gav muligheder for at forhandle på et helt nyt – og økonomisk mere fordelagtigt grundlag for arbejdsgiverne. Sagt med andre ord er det lykkedes lokoførerne gennem årene at få forhandlet sig frem til gunstige vilkår målt med nutidens alen. Det er der ikke noget galt i. Aftalen har jo været tiltrådt af begge parter.

Konfliktens parter og deres interesser

Det er vigtigt i en konflikt at se på, hvilke interesser der er på spil. Ledelsens ret til at lede og fordele arbejdet. Løn og arbejdsvilkår. Dertil kommer som nævnt den samlede økonomi.

Lokoførerne ønsker selvfølgelig at få de bedst mulige vilkår for deres arbejde, specielt fordi de arbejder på skæve tidspunkter, og som jeg har opfattet det med hele Danmark som arbejdsområde. Det indebærer overtidsbetaling, ulempetillæg m.m. og afspadsering. Så spørgsmålet er ’hvad ska det koste’? Svaret kan man ikke regne sig frem til – det skal forhandles.

Hvor mange tillidsrepræsentanter (TR) der skal være. Som gammel tillidsmand ved jeg at TR-arbejdet betyder arbejdstimer til arbejdet – og særlig beskyttelse. Det gør det dyrere og sværere for ledelsen. Vagtplaner er en af flere betydningsfulde indflydelsesområder. Hvem skal lægge dem? – og hvordan honoreres de ?

Brugerne

Brugerne, som primært er alle dem der hver dag skal med toget, har en selvfølgelig interesse i stabilitet og sikkerhed; altså at kunne komme frem til tiden. At rokke ved den sikkerhed er et tveægget sværd, fordi den tager passagererne som gidsler, og de er jo samtidig vælgere; en gruppe som i forvejen ikke er blevet forvænt de sidste år. Det indebærer et dilemma mellem solidaritet med de strejkende og egen komfort. Det er jo ikke ’sjovt’ at stå og fryse på perronen.

Opsamling

Skal jeg samle op må det blive med en kølig melding til lokoførerne. Løbet er kørt og udviklingen kan ikke vendes. De må forhandle på de arbejdsmarkedsvilkår der gælder i Danmark, og skal glæde sig over at de ikke er ansat i et flyselskab, hvor overenskomsterne i værste fald kan være forankrede andre steder i Europa – se på Ryanair. Dér slås de ansatte helt anderledes hårdt for vilkår, som de danske lokoførere slet ikke ville kunne affinde sig med.

Og nu har forhandlerne givet sig selv yderligere tid. De nuværende aftaler er forlænget med et år. Nok en ganske fornuftig beslutning.

You need to add a widget, row, or prebuilt layout before you’ll see anything here. 🙂
Udgivet i Ledelse, Organisation, organisering.