Når ”dynamisk kompleksitet” ikke bare er konsulent-bragesnak …

Det er sagt så mange gange: verden i det 21. århundrede er dynamisk kompleks. Dynamisk fordi meget ændrer sig mere eller mindre konstant; kompliceret fordi der er utallige involverede mennesker (og strukturer) på mange niveauer, i mange retninger, ofte med store forskelle i tilhørsforhold og loyaliteter, ind- og hensigter, kompetencer, erfaringer, ressourcer og magt til at påvirke. Som metafor kan man tænke på et oprørt hav med høje bølger, hylende storm, massive regnbyger og konstant skiftende strømretninger. Det er ikke underligt at det ofte er endog meget udfordrende at navigere – og lede – i et sådant farvand. Dér ramler vi nemlig også ind i det velkendte paradoks at når kompleksiteten øges, så mister meningsfuldheden præcision, og præcisionen meningsfuldhed.

Der findes kun sjældent enkle løsninger i sådanne sammenhænge, fordi lederne ustandselig skal balancere mere eller mindre modsatrettede behov; en klassiker er jo f.eks. pålagte budgetreduktioner på den ene side og behov for flere ”varme hænder” på den anden. Ofte findes den bedste eller blot gode løsninger ikke, så lederen må – igen, igen – gå efter de mindst dårlige beslutninger, og det slider!

Vi vil i den næste tid bruge energi på at grave os ned i forskellige praktiske eksempler  som materiale for udflugter i ”dynamiske kompleksitet”. Vi har ingen partipolitisk eller ideologisk dagsorden, og ingen ambition om at lande vore egne indspil noget bestemt sted. Dét vi har, er en ambition om at skrive noget som, gerne med inspirerende og/eller udfordrende indspil fra læserne, kan bruges til at blive klogere på den dynamiske kompleksitet: hvorfra kommer den, hvordan påvirker den os, hvordan kan vi bedst muligt udnytte den og/eller reducere eventuelle negative konsekvenser. Kort sagt: at lære noget, og med meningsfuldheden, snarere end præcisionen, som ledestjerne. For eksempel:

• De synlige aktiviteter og dem bag kulisserne
• Hvem er interessenterne
• De oftest forskellige strategiopfattelser hos parterne
• Kompleksiteten i forhandlinger : kan deltagerne overskue det hele eller må de nødvendigvis kompleksitetsreducere ved at arbejde i sekvenser eller afgrænsede forløb

Stay tuned! – og kommentér gerne frikostigt på indlæggene.

Udgivet i Ledelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *